Vi er en forening for alle, der er ateister og areligiøse.
Vi er en politisk forening, men er uafhængige af partipolitik. Vores største mål er at få adskilt kirke og stat, og gøre alle religioner og livssyn ligestillede i den danske lovgivning og det danske samfund.
Vores andet store mål er at oplyse om det ateistiske standpunkt ved at være synlige i den offentlige debat. Det gælder både de traditionelle medier og de sociale medier. Vi tager også meget gerne ud på skoler, gymnasier og lignende institutioner. Vi deltager i folkemødet på Bornholm. Vi står også på gader og stræder, og er altid klar til en snak.
Kampagner er også vigtige. Vores største kampagne er sitet udmeldelse.dk, hvor vi hjælper folk med at melde sig ud af Folkekirken. Siden lanceringen i 2016 har over 45.000 benyttet sig af denne service.