Studentermedhjælp til Tilladelse til Vejændring

  • Københavns Kommune
  • København, Danmark
  • 07 Feb, 2020
Studiejob Politik & Samfund

Job beskrivelse

Interesserer du dig for København, for veje og trafik og for, hvordan vi som myndighed kan hjælpe byens borgere og brugere med at udvikle byen, så har vi et spændende job til dig.

I Center for Trafik søger vi en student, som skal hjælpe med at gennemføre et et-årigt projekt, som støtter brug af el-taxi.

Om jobbet
Enheden Tilladelse til Vejændring er organisatorisk placeret i Center for Trafik og Byliv i Byens Anvendelse. Vi giver som vejmyndighed tilladelse til private bygherrer, der ønsker at foretage små og store ændringer på vejene i København. Tilladelserne spænder fra ændringer af vejskilte og private indkørsler til udformning af vejarealer i helt nye byområder og omfatter både offentlig og private veje.
Desuden fører vi tilsyn på de private veje og sikrer, at matrikelforhold passer til vejforholdene på de offentlige veje.
Vi samarbejder med enkelte borgere, grupper af borgere og erhvervsdrivende, professionelle rådgivere og andre myndigheder som brandvæsnet og politiet.

I Tilladelse til Vejændring arbejder vi med at forene forskellige trafikale ønsker og hensyn ud fra politiske målsætninger. Vi lægger stor vægt på at skabe en forudsigelig, sammenhængende og effektiv myndighedsbehandling, der er imødekommende og fleksibel. Hvis et problem kræver, at vi skal ud og se på forholdene, gør vi også gerne det.

Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være

  • kontakt til projektets interessenter
  • lettere sagsbehandling – selvstændigt og i samarbejde med dine kollegaer
  • tilsyn ude i byen
  • skitsering af løsninger til gader og pladser
  • ad hoc-assistance for ledelse og sagsbehandlere

Vi tilbyder
Vi arbejder med spændende og udfordrende opgaver på et højt fagligt niveau med gode muligheder for kompetenceudvikling. Du får mulighed for at møde interessante og engagerede kollegaer og samarbejdspartnere og for at skabe gode netværksrelationer.
Du vil få mulighed for at komme ind i "maskinrummet" på en stor forvaltning og beskæftige dig med et område, der har stort politisk fokus.

Om dig
Du er studerende ved en videregående uddannelse, der enten har en politisk vinkel eller har fokus på veje og trafik. Du har mindst to år tilbage af din uddannelse, og du har lyst til at arbejde i en travl offentlig forvaltning.
Den opgave, du skal løse, indebærer hyppig kontakt til en lang række parter, så dine evner til dialog og samarbejde er derfor afgørende.

Derudover forventer vi, at du

  • skriver godt – i et letforståeligt dansk
  • er god til at koordinere og strukturere dine opgaver
  • er initiativrig, kontaktskabende og tager ansvar for at følge op
  • har et godt kendskab til Outlook og Excel
  • har politisk forståelse eller viden om veje og trafik
  • evt. har kendskab til CAD og Illustrator.

Praktiske forhold
Vi holder til i Njalsgade. Arbejdstiden vil være ca. 15 timer om ugen – gerne fordelt mandag, onsdag og fredag, med mulighed for fleksibilitet i forbindelse med eksamensperioder.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår som studerende i henhold til overenskomst for administration og IT mv. i Københavns Kommune. Ansættelsen er tidsbegrænset til et års varighed, og forudsætter, at du under hele ansættelsen er aktiv studerende og kan dokumentere, at du er indskrevet ved en højere læreanstalt.

Tiltrædelse snarest muligt, stillingsophør et år fra tiltrædedatoen.

Spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål om stillingerne, er du meget velkommen til at kontakte enhedschef Søren Kastoft på 2270 6534.

Søg stillingen via nedenstående link senest søndag den 8. marts 2020
Vi forventer at afholde samtaler med udvalgte kandidater snarest derefter.

Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Forvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelsen, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.200 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4 mia. kr.